Når teaterrummet spænder ben for oplevelsen

Med et teaterstykke, der er en moderne klassiker, og et stjerneensemble bestående af Paprika Steen, Lars Brygmann, Mia Lyhne og Nikolaj Lie Kaas burde det ikke kunne gå galt for Gasværkets opsætning af Hvem er bange for Virginia Woolf, som jeg så i torsdags. Alligevel går det ikke helt godt. Gasværkets teaterrum er simpelthen for stort til et stykke, hvor det handler om det psykologiske spil mellem fire personer. Om parforhold, skelletter i skabet, livets skuffelser og magtspil mellem kønnene. Det ville have gjort sig godt på en af byens mere intime scener, hvor man kommer tæt på skuespillerne – kan se deres ansigtsudtryk og høre nuancerne i sproget. Selvom de fire skuespillere er dygtige, så kommer man ikke rigtig ind under huden på dem i så stort et rum som Gasværket, der i dette tilfælde spænder ben for oplevelsen. Min veninde var måske lidt for hård i sin dom, da hun sagde, at stykket var omtrent lige så stor en oplevelse som at gense et afsnit af Beverly Hills 90210, der kører i loop på TV2. Men der var en flig af sandhed i det. Hvem er bange for Virginia Woolf har nok ikke samme provokerende effekt på publikum som ved premieren for 40 år siden, hvor folk var lettere at chokere. Hvis du alligevel vil give Gasværket en chance, så book en plads på en af de forreste rækker – at dømme efter bifaldet, så fik de en større oplevelse end os på 13. række. Jeg fik lyst til at køre et dogmekoncept for næste sæsons teateroplevelser: kun at se nyere dramatik og helst noget der er skrevet til den scene, det spilles på. Om et par uger skal jeg se Shopping på Camp X, så der kan jeg passende afprøve konceptet.